Rejsedagbog part 3, padborg

- en rejse til Padborg

Det var meningen jeg skulle lave noget mere rejsedagbog, men kunne ikke holde til det. i skal dog ikke snydes for en sidste god rejsehistorie, nemlig vores tur hjem (fra Berlin til københavn), som var noget af en oplevelse. Inden fortællingen starter skal det siges, at mig og mit rejsehold generelt havde enormt meget uheld på turen. Vi fik bøder, missede tog, farede vild og fik stjålet telefoner. Så efter 2 måneder med rygsække på var vi rimelig smadrede og klar til at vende tilbage til de gode gamle vibes uden de store uforudsigeligheder. Det skulle dog ikke gå så let. Første del af turen gik ok. Vi kom til Hamborg uden de store problemer, udover at jeg havde købt en ethjulet cykel i Berlin, som var lidt svær at få plads til i det fyldte tog. Det gik, lige. Da vi kom til Hamborg tjekkede vi togtiderne og blev hurtigt mystificerede. Toget mod København virkede aflyst. Jeg spurgte en medarbejder på perronen der desværre måtte annoncere at der var togstrejke og at det derfor ikke var muligt at komme til København. Han fortalte os at der gik en bus ude foran stationen som kørte til ✨Padborg✨ (aka grænsen). Vi skyndte os ud, trætte og emotionelt overvældede. Udenfor blev vi mødt af synet af utallige forvirrede mennesker, der virkede ret fortabte. Vi joinede holdet, spurgte om de vidste hvad der skete. En dansk dame fortalte os at bussen kørte til Padborg, men at de ikke vidste mere. Stemningen var presset, holdet råbte i kor på hinanden. En mand der var ansat i Deutsche Bahn kom kort efter hen og opdaterede os på situationen. Han sagde ikke så meget andet end det vi allerede vidste. Især én mand blev meget frustreret og vred på den stakkels medarbejder. Hele holdet stod i en cirkel rundt om ham og og stillede medarbejderen spørgsmål i munden på hinanden. Kunne ikke lade vær med at få lidt voksenmobning vibes. Manden vidste jo ikke mere end han vidste. Alligevel prøvede folk at lokke ting ud af ham. Nogen  beklagede sig over, at nu havde de jo lige bestilt ferie til København og derfor var det Deutsche Bahns job at få dem til København til tiden. Manden tog hænderne op over hovedet som var han ved at blive arresteret. Mig og rejseholdet stod i baggrunden og rystede lidt på hovederne. For os var dette barnemad. Det lå næsten i kortene at noget ville gå galt og vi var næsten bare positivt overraskede over, at vi overhovedet var kommet til Hamborg uden problemer. Bussen mod Padborg kom kort efter, vi stillede os i kø til at lægge vores bagage ind i vognen. I køen kiggede en mand på min ethjulede cykel og spurgte os om vi var er gøglershow på turné. Jeg svarede nej, men tænkte det kunne have været sjovt at have bildt ham det ind. Da vi efter megen besvær kom ind i bussen, blev vi ramt af en umenneskelig varme. Chockbølger gik gennem min krop. Tænkte at aircon nok ville blive tændt når motoren startede. Men jeg tog fejl. Bussen var varmere end det varmeste land. Efter 10 minutter råbte den sure mand fra tidligere, at aircondition skulle tændes øjeblikkeligt, for han havde astma. Chaufføren forklarede os, at den var gået i stykker. Den sure mand svarede, at det ihverfald var løgn for han havde været i branchen og han vidste at det var den ikke . Buschaufføren svarede ikke. Stilhed. 2 min efter brokkede den sure mand sig igen. Han råbte at han ville ud af bussen, at han ikke kunne klare presset. Buschaufføren kørte videre så savage som han var. Den sure mand gik længere ned i bussen, fandt en form for buskontrakt frem?? Og spurgte en af de andre passagere om han ikke læste det rigtigt når der stod at det ihverfald ikke var lovligt at airconditionanlæget ikke virkede. Den anden passager kiggede træt på ham og sagde at han ikke magtede at læse det og ikke ville involveres. Den sure mand virkede skuffet, tog sin vifte frem og viftede som var der ingen dag i morgen. Lige bag ved ham sad mig og rejseholdet, med sveden dryppende ned af os og nød de sporadiske kolde vinde fra den sure mands vifte. Oppe på skærmen ved chaufføren stod der 40 grader. Det kan godt være at den sure mand var irriterende og dramatisk, men det kunne lowkey godt ske, at nogen besvimede af hede. efter godt en time i lidelse tændte aircon pludselig og der lød en lettelsens suk gennem hele bussen. Folk klappede. Den næste time fik jeg mig en stabil lur. Vi ankom til Padborg ved 18 tiden, folk bevægede sig op mod togstationen lige ved siden af bussen. Ingen vidste noget, buschaufføren vidste intet, vi stod ligesom bare på stationen og kiggede på skinnerne. Mig og rejseholdet blev enige om at der kunne gå mange timer før vi så skyggen af et tog. Vi var tørstige og trætte, tændte google maps med netto for øje. Til vores store overraskelse lå der en 2 min væk. Vi gik mod den, købte vand, snacks og aftensmad. Sad og vibede lidt foran butikken, glade for vores køb. Efter godt et kvarter gik vi tilbage mod stationen. Til vores store overraskelse var den fuldkommen tom. Udover en mand der sad på en sten ved trappen. Han kiggede mystificeret på os da vi ankom og spurgte om vi også var kommet fra Hamborg og kørt med bussen til Padborg. Vi svarede ja. Han fortalte os at der var kommet en bus og hentet resten af holdet og kørt dem til København. Han havde været henne og købe en øl og havde derfor også misset den. Vi kiggede på hinanden og tænkte fuck. Hvor var det fucking typisk. Fordi vi ville hente mad og vand missede vi vores lift og vi havde fået 0% informationer om hvad der ville ske. Vi græd lidt. Så satte vi os ned og håbede på det bedste. Rejseplanen sagde at vi havde to timer at slå ihjel inden et tog til Frederichsia (staves??) ville komme. Derfra ville vi kunne komme til København. Så den brugte vi på at snakke med manden. Han virkede nice nok. Var kunstner og skulle til konference i Århus. Fra Tyskland, cool stil, hætte, i 30’erne, virkede meget rodløs anlagt. Mørket var faldet på, da toget endelig ankom. Lettede men kvæstede satte vi os tilrette i de bløde sæder, lyden af dsb lød som sød musik i ørene. Manden fortalte mig lidt om hans oplæg til konferencen, noget med kunst og forståelse af kunst, forstod ikke var for træt. Vi ankom til Frederischa ved 1 tiden (om natten lol), måtte vente yderligere en halvanden time på toget mod København. Hørte gilli og dua Lipa, spiste chilli nuts, var overtrætte. Det havde været noget af en hjemtur der indtilvidere havde taget godt 12 timer. Da toget ankom på perronen var det som en sten der lettede fra hjertet. Vi var ikke langt fra at se lyset. Vi satte os ind igen ind i de bløde sæder, jeg var så træt at jeg så syner. Lukkede øjnene, åbnede dem igen da vi var ved dybbølsbro og kunne se de to grimme høje tårne ved Fisketorvet. Fuck ja. Kl var godt 5. Vi gik ud af toget, hovedbanegården lignede sig selv. Vi gik udenfor, kiggede lidt udenfor, det lignede sig selv. Gik tilbage på perronen, tog toget til Brøndby for at sove. Spiste en salat, spildte udover hele sædet. Gik hjem, tog “i love budapest” t-shirten på og gik i seng.