At leve på kanten, at løbe fra regningen

WARNING: dette blogindlæg indeholder uacceptabel opførsel, som lidtomlivet.dk på ingen måder går ind for eller vil kendes ved. Det er blot en god historie indsendt af en fast anonym læser og fan af bloggen. God fornøjelse.

Det bedste tidspunkt at drikke en stor fadøl, er en mandag eftermiddag. Det er som om øllen smager bedre og lægger sig så tungt i maven, at mandagens grumhed langsomt svinder ud af bevidstheden. I går var en af de mandage hvor fadølstrangen havde nået sit højeste. Mig og min veninde valgte at handle på øl-lysten. Så vi satte os på en café (kan desværre ikke sige navnet, da jeg er bange for at de læser det her indlæg). Snakken gik og den første øl blev drukket i velbehag. Eftermiddagssolen skinnede ind af vinduerne og en jazzet playliste kørte i baggrunden, som massage for øregangen. Da de sidste dråber var tømt, gik der ikke længe før idéen om en øl nummer to blev bragt på bordet. Og snart stod den på bordet. Fortræffeligt. Jeg kunne pludselig mærke, at jeg var blevet en smule tipsy og oven i overtrætheden fra et par dage med få timers søvn og lange vagter på jobbet, kom jeg i et fjollet form for yolo humør. Så selvfølgelig skulle vi have en tredje øl. Og så en fjerde. Pludselig var klokken blevet 21 og vi var godt kørende. Men da vi skulle til at gå, gik det op for os hvor mange penge vi egentlig havde brugt. Vi kom i en form for krise over det. Caféen vi sad på, var ikke helt billig og med den mængde øl vi havde drukket, ville det uden tvivl blive en dyr omgang. Så vi gjorde noget jeg altid har drømt om, men aldrig har turde; vi lavede en plan om at løbe fra regningen. Én ting var sikkert, hvis det her skulle lykkedes, krævede det en grundig, gennemtænkt plan. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, tog en dyb indånding og begyndte at planlægge. Vi kom hurtigt frem til et udkast. Planen gik ud på, at min veninde skulle gå ud for at ryge, tage min taske og jakke med og jeg skulle blive siddende. Efter 10 minutters tid, skulle jeg gå ud for at tjekke hvor hun blev af. Jeg ville finde hende ovre ved cyklerne på den anden side af vejen og så skulle vi egentlig bare løbe.

Starten af planen gik som den skulle. Min veninde gik ud med mine ting og jeg blev siddende ved bordet. Men pludselig fik jeg kolde fødder. Jeg skrev til hende, sagde jeg ikke kunne klare presset, det blev for overvældende, der var for meget på spil. Efter 5 minutter kom hun ind igen. Vi diskuterede lidt hvad vores næste move skulle være. Jeg spurgte om vi skulle droppe det, men vi blev hurtigt enige om, at planen måtte gennemføres. No way vi ville betale 500 kr. for øl. Vi kom frem til, at vi egentlig bare ville prøve at gå ud, løbe væk og håbe på det bedste. Problemet var, at de to der arbejdede på caféen stod lige ved døren. Det ville ikke blive let, men heller ikke umuligt. Som fortvivlelsen langsomt ramte os, skete der noget, der senere hen ville blive vores redning. Et par skulle op for at betale for deres mad. Begge tjenere vendte sig om mod kassen og stod nu med ryggen til døren. Vi kiggede på hinanden og blev hurtige enige om, at det var nu eller aldrig. Vi bevægede os i et hastigt tempo hen mod udgangen og det sekund vi kom ud fra caféen, løb vi alt det vi kunne. Vi løb hele vejen til stationen og da toget endelig kom, vidste vi, at planen var lykkedes. Jeg følte mig på toppen af verden da jeg stod i toget. Dagen efter havde jeg sgu lidt moralske tømmermænd.

Jeg vil lige slå fast, at jeg normalt ikke løber fra regninger eller stjæler. Det var once in a lifetime.

Igen er det vigtigt at understrege, at dette indlæg er skrevet af en anonym.