Den forsvundne støvsuger part 2

jeg ved at i har ventet på en fortsættelse og jeg beklager den lange ventetid. har haft travlt. men her kommer den længe ventede part 2. hold on to your seats….

(billede af maskinhallen - så i kan leve jer ind i historien)

jeg stod på et gadehjørne i en sidegade til amagerbrogade, med en kold faxe i hånden og vidste ikke om jeg turde tage telefonen. i stedet ringede jeg til min mors kæreste for at få lidt vejledning, hvordan skulle det her gribes bedst muligt an? Der var to muligheder: benægt eller sig det som det er. efter 20 minutters tid, ringede jeg min chef op. jeg havde besluttet mig for at være ærlig, for har hørt, at det er sådan man kommer bedst gennem livet. min chef virkede overraskende glad da jeg tog telefonen. han snakkede om hvor jeg skulle gøre rent dagen efter og nævnte ingenting om støvsugeren. jeg tog en chance og spurgte ham om han havde læst min besked.... Han svarede ja og sagde han ville kigge på det i løbet af ugen. Jeg undrede mig over, hvorfor han ikke nævnte noget med, om det var den rigtige støvsuger. men jeg kunne ikke få mig selv til at spørge over telefon. dagene gik, jeg var i en tåge af bekymringer, distanceret fra mine handlinger, konstant på vagt. søvnløs. jeg ventede på opkaldet, der ville sætte hele min hverdag ud af proportioner. men intet nyt. da det blev fredag morgen skulle jeg til maskinhallen igen. det var ikke til at vide hvad der ventede mig. om jeg overhovedet kunne bruge støvsugeren?? da jeg gik ned i rengøringsrummet, kunne jeg se at min chef havde været henne med nye klude og viskestykker. jeg prøvede at tænde støvsugeren, den var fikset??? jeg drog et lettelsens suk og sendte en lille tak til gud. det måtte være den rigtige støvsuger, den var ihverfald fikset, jeg kunne sove trygt og roligt igen.

i spørger nok, hvad kan man få ud af denne historie? til det vil jeg sige, altid stil støvsugeren ind i rengøringsrummet efter brug. ik stol på nogen, man ved aldrig om folk stjæler støvsugere. OG ik brug så meget tid på at bekymre dig om ting <33 min mor har altid sagt, at det kun er 7% af alle de bekymringer man har, der rent faktisk bliver til noget. ved ik hvor hun har det fra. i dette moment tvivler jeg lidt på om det egentlig bare er noget hun har fundet på? nu er jeg en rimelig crazy overtænker og jeg brugte en hel uge på at tænke på et problem der var ikke eksisterende. 🫠det kan godt være at historien virker dramatisk, men det meste er lowkey sandt. skud ud til alle overtænkere, jeg føler med jer. Det en curse men man må lære at leve med det. skriv i kommentaren hvis i også er overtænkere 💎