Reportage fra hovedbanegården kl 5:30 lørdag morgen.

Størstedelen har prøvet det. Lørdag tidlig morgen. Hovedbanegården. Du har været i byen. Med en chili-cheese taquito i hånden, en ringen for ørene og trætte øjne, har du endelig bevæget dig mod hjem. Du hilser på de ligesindet. Som var I en del af en hemmelig klub. Eller bare havde en relation, fordi i begge stod her. Begge havde haft en spændende aften. Eller i hvert fald spændende nok til at den først var endt nu. Du kigger rundt. Hov. En med jakkesæt. Hov. En der ikke ligner en der har været på floor i 7 timer, og drukket sin egen vægt i øl eller slamdunket shots fordi der var tilbud. Du griner af dem. Du griner af dig selv. Hvor er det fjollet at leve i en verden, hvor begge type mennesker eksistere samme sted, samme tidspunkt med samme formål: at komme et sted hen. Men af 2 vidt forskellige grunde. Vi kender på-vej-hjem siden. Men hvad sker der, når du er på den anden side. Hvordan har de der er på-vej-ud siden? Hvad oplever de? Er man pisse irriterende som på-vej-hjem person? Hvem er dem der er på vej-ud?

I dag var det mig: Jeg sætter alarmen til 3:40. Synes det er fjollet overhovedet at gå i seng, men har overbevist mig om at det er det rigtige. 3:40. Jeg kan mærke den første ændring. Måske det fordi jeg faktisk ikke er faldet rigtig i søvn, men jeg vågner uden bekymring. Selvfølgelig er der lige livsovervejelserne der styrter gennem hovedet, inden man tager sig sammen og flår dynen af, hvorefter man fortryder, men nu er man ligesom kommet så langt. Men ud over det - er det gået overraskende fint.

Sidenote: dette er et ret stort skridt for mig. Er typisk en der aldrig vågner af mine alarmer - så rimelig proud.

4:43 er jeg med s-toget mod hovedbanen. Første syn: fritter og servietter og uåbnet mayo i bøtter overalt på gulvet. Jeg tænker: synd for den person. Overvejer et kort sekund at tage mayaen med - forstår hurtigt hvor klamt det er. Lader være. Sætter mig i stedet på en alene-bænk, tager musik i ørene, solbriller på, for at signalere til den store drengegruppe på vej hjem fra byen at jeg altså virkelig ikke vil tale. De lader være. Takker s-tog-guderne. Dog stopper min maskering ikke den fremmede kvinde som nu sidder og takker mig for at have gjort hende opmærksom på sporændring. Det resulterede i en 15 min lang monolog om hendes arbejde. Hvor vigtigt det var at hun var der til tiden. Fair tænkte jeg. Havde ikke rigtig hjernekapacitet til at tænke mere.

Kan ikke falde i søvn i S-toget på mærkelig vis. Det er ellers min superkraft: evnen til at lure den overalt. Ekspert i at lure den i s-toget og vågne på den rigtige station. Men ikke idag. Dagen i dag er anderledes. Jeg er anderledes. Typisk. Alligevel går tiden nogenlunde hurtigt. Får lige lavet mig en relateable story til mine nære venner på grammen.

Rammer hovedbanen og en eksplosion af lugten blandet af øl, pis og bræk rammer mig. Åh de gode gamle dage, hvor man havde været blandt lugten hele aften og derfor ikke lagde mærke til den. Den var heftig i dag. Jeg går op på hovedbanen. Rulletrappen virker ikke. Typisk tænker jeg. Så står jeg i hjertet af hovedbanegården. Skal vente 30 minutter på mit tog videre mod århus. Går direkte mod 7-eleven. Kaffe tænker jeg. Og kaffe får jeg. Efter at have ventet på at den stakkels 7-eleven medarbejder får langet 7 taquitos over disken. Han klarer den til gengæld meget godt! Smiler på trods af nok at være på en af de sidste timer af en lang vagt. Sød gut. Kaffen koster stadig 30kr. Øv. Men trænger, så det er ok.

Nu. Skal finde et sted at sidde ned. Mine valgmuligheder: ved siden af den store gruppe unge. Ved siden af den ekstremt fulde gamle mand. Ved pladsen med bræk foran. Ved pladsen hvor der ligger et brugt kondom. Ellers er der fyldt. Hmm. Tager chancen og sætter mig ved siden af den fulde mand. Han lugter rimelig meget af tis, og der er vådt under bænken. Tænker det er en del af charmen. Han sover. Føler det var det rigtige valg. Sidder og observerer folk. Sjovt. Man kan med tydelighed spotte hvor folk er på vej hen. Hvilken type menneske de er - eller i hvert fald lige her til morgen.

Går ned til mit spor 10 minutter før. Er typen der overtænker så meget at jeg føler et behov for at vente foran det sted hvor mit tog skal komme i hvert fald 10 minutter før, ellers er jeg sikker på jeg misser det. Så står jeg der. To unge personer - venner - står nuttet og flirtende ved toget. Skubber lidt til hinanden som var de i en film. En gruppe svenskere - rimelig bedugget - har krise over at snack-maskinen ikke virker. Træls, tænker jeg da også. Så begynde de at ryste maskinen frem og tilbage, som man gør på film. Ved ikke hvad de helt præcist tænker kommer til at ske. Der er jo snoet ind i ting der holder dem. Men så igen. Her står jeg kl 5:50 en lørdag morgen. Hvad fanden ved jeg. Det er da med klarhed den mest logiske beslutning kl 5:50 lørdag morgen. Toget kommer. Lykke. En kvinde sidder foroverbøjet og sover. Lige inden vi går ind, tager kvinden der sidder ved siden af hende, fat i hende og hører om hun skal med det tog vi skal med. Det skulle hun. Ih hvor var hun glad for at hun havet vækket hende .

Inde i toget. Samme mundering som i s-toget. Skal helst signalere: vigtig person, har ikke overskud til at snakke. En mand sætter sig over for mig. Begynder at snakke. Lægger først ikke mærke til det, da jeg har noice canceling effekt på og bragende Lana del ray spillende i øresneglen. Han spørger om jeg har det godt. Det har jeg, siger jeg. Træt, og skal desværre lige færdiggøre mit oplæg på computer siger jeg. Han rejser sig. Falder ned i sædet. Rejser sig igen og sætter sig på den modsatte 4-plads hos en anden, meget stylish kvinde. Bliver lidt såret over at blive fravalgt af min nye ven, men også taknemlig. Sorry tænker jeg og hjernesender min undskyldning til kvinden, for at tørre ham af på hende. Hun er til gengæld meget god til bare at ignorere ham. Sådan er det nogen gange. Rimelig lidt senere, kommer kontrollørene. Jeg tænker åh nej, men tænker også, så så, du har jo billet. Men der er altid lige de 5 minutter, hvor dit liv flakker for dine øjne, og du tænker at du har købt billet til den forkerte dag. Ding ding. Jeg kommer igennem kontrollen. De vender sig mod manden, der fravalgte mig, som nu er faldet i søvn. De prøver at vække ham. I døs siger han hva. De spørger ham om billet. Han siger halvsovende hva. Hvor skal du hen spørger de. Den stakkels mand kan ikke huske hvor han bor. De søde kontrollører (faktisk ja) prøver at hjælpe ham. Han finder sin pung, så de kan finde ud af hvor hans hjem er. De tjekker hvor han bor. Sverige. Han skulle have været med toget til Sverige, der gik på den anden side, men er nu på vej til Jylland. Nedtur tænker jeg. Den stakkels svensker bliver ved at falde i søvn, mens de snakker til ham. De fortæller ham at han altså skal stå af nu, hvis han skal finde tilbage til sverige - ellers kommer han til Jylland. Jeg tror ikke han forstår. De siger det igen, hjælper ham på benene og ind i toget tilbage til københavn h. Han får ikke en bøde. Hvor wholesome. Dobbelt wholesome. Venneparret der har flirtet fra københavn h til slagelse skal af. De står som 2 skolebørn og kigger på hinanden ved udgangen. Så kysser han hende forsigtigt. Hun kysser igen. De smiler. Griner. Nuttet. Så nuttet.

Lørdag tidlig morgen på hovedbanengården (og lidt i toget mod århus), i korte træk: lørdag tidlig morgen er en meget divers morgen. Enten er du på vej hjem, eller på vej ud. Men hvor end du er på vej hen, er lørdag morgen måske den morgen med mest næstekærlighed. Hvad end det er fordi du æskestiv på vej hjem, møder nogen ligesindet og får dig nye bekendtskaber. Om du deler en taquito med en fremmed. Om du er den ansvarlige på vej til arbejde, der sørger for at den fulde kommer hjem - måske fordi du selv har været der, og ville ønske at en have vækket dig inden toget kørte, så du ikke skulle vente 30 min på det næste, eller ved en fejl havde taget toget til Århus og ikke Køge, da du var på vej hjem. Det er som om at folk - på trods at være trætte eller fulde - har lidt mere snor til hinanden. Tilgiver hinanden og giver plads. Og spørger ind og hjælper til. Kan egentlig meget godt lide lørdag morgen - både som den på vej hjem, og den på vej ud.

(Er dog I livskrise over at have været på den anden side. Men skal nok kommer over det)