Den forsvundne støvsuger

Baseret på en virkelig historie

by: Valentina

#youneverguesswhathappens

Det er ikke altid nemt med sabbatår. Man må jo finde et job, hvis man vil tjene skejs til dagen og vejen. I starten af januar var jeg i en kritisk situation. Jeg var efterhånden blevet træt af institutionslivet, de larmende børn og pædagogernes sladder begyndte at give mig mere hovedpine end normalt. Jeg begyndte at føle mig som den sure irriterende voksne, som man selv afskyede da man var barn. Der måtte noget nyt til, en form for transformation. Så jeg gik med det samme på jobindex, fandt et rengøringsjob, tænkte, ja helt sikkert. Allerede et par dage senere kom jeg til jobsamtale. Den fandt sted på chefens kontor på amager og i det sekund jeg trådte ind, blev jeg (i min optik) angrebet af en hund - en kritisk situation, siden jeg hader de fleste dyr. Jeg prøvede at play it cool og da han spurgte mig om jeg kunne lide hunde, svarede jeg entusiastisk, at jeg elskede alle dyr. Jeg tænkte, at man jo må gøre det der skal til for at få et job i disse tider. Manden var overordnet sød, tilbød mig sodavand og snacks. Men da jeg fortalte ham at jeg ikke studerede og havde alt tid i verden, begyndte han at påtage sig rollen som min studievejleder og kom med utallige forslag til hvad jeg kunne læse og at jeg jo sagtens kunne have rengøringsjobbet som studiejob “hvis det nu var det”. Jeg skubbede irritationen væk, fordi jeg var yderst desperat. Allerede dagen efter kom nyheden; jeg havde fået jobbet. Dette ville jo havde været en lykkelig historie, hvis den havde sluttet her. Men jeg anede ikke hvad der ventede mig…

Jobbet består hovedsageligt af trappevask, rengøring af kontorer og forsamlingslokaler i København. Jeg tænkte ærligtalt, snildt jeg kan klare det. Men alle skal nu have sandheden at vide; man skal ikke undervurdere trappevask, det er næsten en kunstform. At komme helt ind hjørnerne med kosten og feje støvet væk med hænderne og ryggen i den helt rigtige vinkel. At vridde mopperne korrekt, så de ikke er for våde og at springe flest mulige trin over, når man bevæger sig op og ned af trapperne, for at nå at gøre det på den tid der er sat af. Man skal heller ikke være sart overfor støv i lungerne, hvis man er den type. Dette er blot få af mange elementer. Nå, men udover trappevask, gør jeg også rent i et forsamlingslokale på amager “Maskinhallen”. Det er her den forsvundene støvsuger kommer ind i billedet. Det var en sen onsdag jeg ankom til hallen. Mørket var faldet på, en ro havde lagt sig over byen. Som det første gik jeg ned i rengøringsrummet for at finde diverse rengøringsartikler. Jeg havde kun gjort rent i hallen en gang før, så det hele var stadig meget nyt. Da jeg havde taget alle rengøringsmidlerne, var der kun en ting der manglede, støvsugeren. Til min store overraskelse, var den væk. Jeg gik fuldkommen i panik, chockbølger gik gennem min krop. Jeg spolede hjernen tilbage, huskede at den var der sidst, huskede pludselig at jeg havde stilt den oppe på første sal. Men da jeg med rystende hænder bevægede mig derop, var den ej heller at finde. Panikslagen bevægede jeg mig rundt i hallen, søgende, med hjertet oppe i halsen. Jeg kom i tanke om, at min chef havde snakket om hvor dyre de støvsugere var, at det var vigtigt ikke at låne dem ud til nogle, altid at stille dem i rengøringslokalet. Fuck, det havde jeg ikke gjort. Begynderfejl. Jeg bevægede mig igen ned i kælderen til rengøringsrummet, åbnede alle døre og så pludselig et lykksageligt syn; en støvsuger. Det var for godt til at være sandt og min glæde blev hurtigt erstattet af endnu en panikbølge; er det den rigtige støvsuger? Er det vores? Er der flere støvsugere? Det hele blev ligepludselig meget overvældende, så jeg måtte lige tage en daus for at falde ned. Imens kom jeg på en plan; jeg ville stille den nyfundne støvsuger ind i vores rengøringsrum efter jeg havde brugt den og lade som ingenting. Hvis min chef opdagede at det var den forkerte støvsuger, ville jeg spille dum og sige jeg kun havde brugt den der stod der. Genialt. Men allerede senere samme uge, da jeg igen skulle gøre rent i Maskinhallen og brugte den “forkerte” støvsuger, gik den i stykker. Noget med røret. En tung sky landede i mit sind, der var ikke andet for, end at kontakte chefen og fortælle om situationen. Jeg forestillede mig det grummeste scenarie; at jeg ville blive fyret. Med rystende hænder skrev jeg beskeden:

“Forresten syntes jeg ikke at støvsugeren virkede så godt tilsidst - ved ikke om støvsugerposerne skulle skiftes? Og er der kun en støvsuger i maskinhallen? For jeg har brugt den støvsuger, hvor der står ‘glimt’ på med grønt, men er pludselig blevet i tvivl om det er den der er vores”

Som i nok kan fornemme, spillede jeg dum og uskyldig. Det var efterhånden det eneste kort jeg havde på hånden. Jeg trykkede send, satte min telefon på flytilstand som jeg altid gør, når jeg har sendt en risky besked. Da jeg kom hjem, var alt jeg kunne tænke på, at der kun ville gå få sekunder før jeg fik et opkald fra chefen, at jeg ville få den såkaldte voksen skældud. Men intet skete og morgenen efter, heller intet svar. Havde han overhovedet set min besked? Var han så sur, at han ikke engang ville svare? Hvis han vidste hvor meget tankeenergi jeg havde brugt på at forholde mig til den støvsuger. Spørgsmålene i mit hoved var utallige. Men lige da jeg var færdig med den daglige trappevask, ringede han…..

Fortsættelse følger...